krisecenter


Ro, sikkerhed og støtte


DIT OPHOLD HOS OS

                 AT BO PÅ VestaRAM KRISECENTER


Du vil blive indlogeret på eget værelse udstyret med TV, køleskab m.m.. Ret hurtigt efter du er ankommet, vil du få en kontaktperson tilknyttet, som vil støtte dig og dine eventuelle børn under opholdet. Sammen vil I lægge en plan for dit og dine børns behov for støtte, ønsker og drømme for fremtiden. Personalet vil støtte og hjælpe dig under hele forløbet, men altid kun i det omfang, du ønsker det. Du har nemlig fuld selvbestemmelsesret.


Flere gange om måneden vil du og dine børn have mulighed for at deltage i de forskellige aktiviteter, der arrangeret af krisecentret. Det kan fx være snobrød over bål, en vandretur ud i det fri, en udflugt til forlystelsesparker, massage, NADA eller noget helt andet. Kun fantasien sætter sine grænser, og du og dine børn har mulighed for at have medindflydelse i forhold til hvilke aktiviteter, der skal på planen. 


En gang om ugen afholdes husmøde, hvor blandt andet husorden for stedet gennemgås og justeres efter behov. VestaRAM krisecenter er dit hjem under opholdet, og derfor har du og dine børn også indflydelse på dagligdagen, så krisecenter bliver så hjemmeligt som muligt for alle beboere.

SIKKERHED FREM FOR ALT


Krisecentrets addresse er hemmelig hvilket betyder, at der er ekstra sikkerhed omkring dig og dine eventuelle børn. Vi har fagligt kompetent personale til at passe på alle husets beboere døget rundt. Som ekstra sikkerhed har du endvidere mulighed for at opholde dig anonymt hos os - dog ikke i forhold til politi, foged og sociale myndigheder. 


Vi har sikrede adgangsforhold og sikkerhedsprocedurer i forhold til udefrakommende henvendelser til alle beboere på krisecentret - vi passer på hinanden.


JEG-STØTTENDE SAMTALER

Samtaler, hvor vi hjælper dig med at sætte ord på dine ønsker, behov og drømme til din fremtid og vi støtter dig i at nå dine mål.

NADA

Øreakupunktur hjælper med at få ro på nervesystemet, og er en effektiv behandling imod blandt andet fysisk og psykisk uro, stress, angst, søvnproblemer samt sorg- og krisebehandling.

TOLKESERVICE

Vi gør brug af tolk i det omfang der er behov.

Børn på krisecentret


Alle børn har rettigheder - ret til at leve et trygt og godt liv, ret til hjælp og ret til at blive hørt




På VestaRAM er der plads til børn og højt til loftet. Vi arbejder med et socialt anerkendende og udviklende børneliv og har fokus på, at børnene føler sig trygge, bliver hørt, set og har det sjovt.


Børneopdragelse og ansvaret for det enkelte barns gode levevilkår påhviler dig som mor (jf. Forældreansvarslovens § 2). Personalet på VestaRAM hjælper og støtter dig i opgaven, hvilket blandt andet vil omfatte følgende områder:


  • Selvstændighed og relationer: styrke børnenes kompetencer og muligheder for at indgå i sociale relationer. Hjælp til at opnå et selvstændigt liv med udgangspunkt i børnenes egne ønsker og behov for at fremme deres livskvalitet. Dette gøres blandt andet ved, at præsentere og støtte børnene i sociale aktiviteter. Herudover introducere børnene for husets aktivitetskalender og med børnenes selv- og medbestemmelsesret give dem medindflydelse til kommende aktiviteter.


  • Uddannelse og beskæftigelse: at inkludere børnene i samfundet igennem dagtilbud, grundskole, uddannelse og beskæftigelse. Vi er med dig hele vejen, hvis du ønsker det.


  • Sundhed og trivsel: styrke børnenes fysiske og mentale sundhed og trivsel gennem sund kost, motion og socialt netværk internt i huset såvel som eksternt. Alle krisecentrets børn har også ifølge SEL 109, stk. 8 ret til psykologbehandling i et omfang på mindst fire timer og op til ti timer afhængigt af barnets behov. Behandlingen udføres af en autoriseret psykolog. 



Vi har gode rammer til udfoldelse og fri leg udendørs såvel som indendørs. I de store fællesarealer og legerum har børnene mulighed for at socialisere sig med de øvrige i huset. Huset er også udstyret med mange små hjørner og kroge, hvor børnene har mulighed for at trække sig tilbage, hvis de ønsker ro.